Vold kan få betydning for din gæld til det offentlige. Gældsstyrelsen oplyser, at vold og negativ social kontrol kan tale for eftergivelse. Men styrelsen får som udgangspunkt kun kendskab til volden, hvis du selv fortæller om den.
Gældsstyrelsen har ingen særlige interne retningslinjer eller procedurer for behandlingen af gældssager, der involverer voldsudsatte borgere. Men vold kan få betydning for både inddrivelsen og muligheden for eftergivelse. Det oplyser styrelsen i et skriftligt svar til Anne-Mette Barfod, stifter af Pengevold.dk.
15. august 2026
Af Anne-Mette Barfod, stifter af Powerkvinderne og Pengevold.dk
Leder af Center for økonomisk partnervold
Der findes ingen særlig indgang til Gældsstyrelsen for mennesker, hvis gæld til det offentlige hænger sammen med partnervold eller negativ social kontrol. Der findes heller ingen særlig procedure for behandlingen af deres sager. Alligevel kan det have stor betydning for dine muligheder at fortælle Gældsstyrelsen om den vold, du har været udsat for.
Det fremgår af et skriftligt svar fra Gældsstyrelsen til Anne-Mette Barfod, stifter af Pengevold.dk og forfatter til bogen Økonomisk partnervold – når penge bliver et psykologisk magtmiddel. Barfod har spurgt styrelsen, hvordan den håndterer gæld hos borgere udsat for vold.
Styrelsen oplyser i sit svar, at vold og negativ social kontrol kan indgå i vurderingen af, hvordan gælden skal inddrives. Der kan blandt andet tages højde for borgerens konkrete økonomiske situation ved lønindeholdelse, ligesom der kan være mulighed for et mindre afdrag eller henstand med betalingen. Og i nogle tilfælde kan volden indgå i vurderingen af, om gæld til det offentlige skal eftergives.
Vold kan tale for eftergivelse
Den mest vidtgående mulighed findes i reglerne om eftergivelse af offentlig gæld. Her skriver Gældsstyrelsen:
"Det forhold, at der er tale om en borger, der er udsat for vold, negativ social kontrol m.v., vil kunne tale for eftergivelse."
Det betyder, at vold kan være et relevant forhold, når Gældsstyrelsen vurderer en ansøgning om eftergivelse. Men det betyder samtidig, at vold i sig selv ikke automatisk fører til, at gælden bliver eftergivet.
Gældsstyrelsen understreger, at der altid skal foretages en konkret vurdering af borgerens situation, forholdets betydning for gælden og borgerens fremtidige situation.
I sit svar refererer Gældsstyrelsen blandt andet til gældsinddrivelseslovens § 13. Her findes en særlig mulighed for eftergivelse, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler for det – også selv om skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede. Det er principielt vigtigt for mennesker udsat for økonomisk partnervold.
Økonomisk partnervold kan blandt andet bestå i, at en partner kontrollerer den voldsudsattes økonomi, begrænser adgangen til penge, presser vedkommende til økonomiske dispositioner, stifter gæld i den andens navn eller på andre måder underminerer den udsattes økonomiske handlefrihed. Den økonomiske vold kan også fortsætte længe efter, at forholdet er slut. Det kan blandt andet ske ved at nægte at medvirke til salg af en fælles bolig, trække en bodeling i langdrag eller bruge retssystemet til fortsat økonomisk pres.
Resultatet kan være gæld, som formelt tilhører den voldsudsatte, men som er opstået i en relation præget af vold, tvang og kontrol. Derfor kan det være afgørende, at der bliver set på mere end gældens størrelse og borgerens aktuelle betalingsevne. Sammenhængen mellem volden og gælden kan også få betydning.
Den voldsudsatte skal selv fortælle om volden
Gældsstyrelsens svar viser samtidig en væsentlig udfordring. Styrelsen har ingen fast kontaktfunktion eller særlig procedure for voldsudsatte. Samtidig har Gældsstyrelsen som udgangspunkt kun kendskab til særlige sociale eller andre forhold, hvis borgeren selv fortæller om dem.
Dermed ligger en stor del af ansvaret for at sætte sig ind i mulighederne og beskrive volden hos den voldsudsatte.
I praksis kræver det, at borgeren ved, at vold og økonomisk kontrol kan have betydning for gældssagen. Borgeren skal selv gøre Gældsstyrelsen opmærksom på forholdene. Hvis volden skal indgå i vurderingen, bliver det samtidig relevant at beskrive sammenhængen mellem volden, gælden og den økonomiske situation.
For mange voldsudsatte kan det være vanskeligt at finde ressourcerne til selv at sætte sig ind i reglerne og mulighederne. Vold kan have store psykiske, sociale og økonomiske konsekvenser, og nogle står efter et voldeligt forhold med både gæld, manglende økonomisk overblik og begrænset overskud til at navigere i et komplekst myndighedssystem.
Netop her opstår et paradoks: Systemet giver mulighed for at tage hensyn til volden, men den voldsudsatte skal som udgangspunkt selv kende mulighederne og gøre Gældsstyrelsen opmærksom på, at der er noget at tage hensyn til.
Der findes hjælp – men ingen særlig indsats
Gældsstyrelsens svar viser derfor to forskellige ting på samme tid:
Der kan derfor være stor forskel på at have en mulighed - og at kende til den og kunne bruge den. For mennesker, hvis gæld hænger sammen med vold og kontrol, kan det derfor være afgørende at fortælle Gældsstyrelsen om volden og beskrive dens betydning for gældens opståen og den aktuelle økonomiske situation.
Gældsstyrelsens svar rejser samtidig et væsentligt retssikkerhedsmæssigt spørgsmål: Når myndighederne har mulighed for at tage hensyn til vold og økonomisk kontrol, hvordan sikrer vi så, at de mennesker, reglerne kan hjælpe, rent faktisk får kendskab til mulighederne og adgang til hjælpen?
Læs Gældsstyrelsens svar her
Her gengives Anne-Mette Barfods fire spørgsmål og Gældsstyrelsens svar. Links i Gældsstyrelsens oprindelige svar er gjort klikbare.
Spørgsmål 1 – Har Gældsstyrelsen særlige retningslinjer for håndtering af sager, hvor gældsproblemer har sammenhæng med vold og kontrol?
Der gælder ikke særlige regler for inddrivelse af gæld over for borgere, hvis økonomiske situation har sammenhæng med vold, negativ social kontrol eller lignende. Gældsstyrelsen har ingen særlige retningslinjer eller praksis vedrørende denne type sager, men har et generelt fokus på, at særlige sociale eller andre forhold kan have betydning for, hvordan borgeres gæld kan inddrives.
Hvis borgeren har særlige sociale eller andre forhold af betydning for borgerens økonomi, kan Gældsstyrelsen inddrage disse i vurderingen af, hvordan gælden bedst inddrives. Gældsstyrelsen har sædvanligvis ikke oplysninger om borgeres sociale forhold m.v. Hvis der skal tages højde for forholdet i inddrivelsen, skal borgeren som udgangspunkt gøre opmærksom på sådanne forhold.
Spørgsmål 2 – Er der mulighed for dialog, lempelse, suspension af renter og gebyrer, særlige aftaler eller målrettet vejledning i denne type sager?
Der er samme muligheder for at tage højde for voldsudsatte borgeres særlige situation, som gælder for andre borgere med særlige sociale eller andre forhold, som påvirker borgerens økonomiske situation.
Der er bl.a. mulighed for at tage højde for borgerens konkrete økonomiske situation og særlige forhold i forbindelse med lønindeholdelse, hvor lønindeholdelsen kan fastsættes ud fra borgerens konkrete indtægter og udgifter, hvis borgeren indsender disse oplysninger (budget).
Gældsstyrelsen foretager i den forbindelse også en vurdering af, om borgeren overlades tilstrækkeligt til at opretholde en beskeden levefod, ligesom borgeren kan anmode om en sådan vurdering, hvis vedkommende oplever ikke at have et tilstrækkeligt råderum.
Herudover kan Gældsstyrelsen – afhængigt af borgerens situation – tillade, at borgeren afdrager med et af borgeren foreslået mindre beløb. Der er også mulighed for at søge om henstand med betaling.
Herudover kan Gældsstyrelsen efter ansøgning fra borgeren eftergive gæld til det offentlige, hvis betingelserne i gældsinddrivelseslovens § 13 er opfyldt. Det er en forudsætning, at borgeren er håbløst forgældet, eller at der foreligger særlige sociale eller andre forhold, der i særlig grad taler for eftergivelse. Det forhold, at der er tale om en borger, der er udsat for vold, negativ social kontrol m.v., vil kunne tale for eftergivelse. Det vil dog altid afhænge af en konkret vurdering af borgerens situation, forholdets betydning for gælden og borgerens fremtidige situation.
Der kan efter lovgivningen ikke fritages for renter og gebyrer på grund af borgerens særlige sociale eller andre forhold, medmindre betingelserne for eftergivelse er opfyldt.
Borgere har altid mulighed for at kontakte Gældsstyrelsen, hvis der er behov for vejledning om inddrivelsen af deres gæld til det offentlige, herunder om mulighederne for at tage højde for særlige sociale eller andre forhold.
Herudover indeholder Gældsstyrelsens hjemmeside generel vejledning om borgernes muligheder i forbindelse med inddrivelsen af deres gæld til det offentlige. På hjemmesiden beskrives bl.a., hvordan styrelsen inddriver gælden, og hvilke muligheder borgere har for eventuelt at få tilpasset inddrivelsen til deres situation. Desuden beskrives også mulighederne for at søge om eftergivelse af gæld til det offentlige.
Spørgsmål 3 – Er der en fast kontaktfunktion eller særlig procedure for voldsudsatte borgere?
Gældsstyrelsen har ikke en fast kontaktfunktion eller særlig procedure for voldsudsatte borgere, eller andre borgere med særlige forhold. Borgerne har forskellige muligheder for at kontakte Gældsstyrelsen. Læs mere her.
Borgerne har også mulighed for at kontakte en rådgiver, hvis der er behov herfor. På Gældsstyrelsens hjemmeside henvises der bl.a. til frivillige gældsrådgivere, som styrelsen samarbejder med. Læs mere her.
Spørgsmål 4 – Hvordan forholder Gældsstyrelsen sig generelt til denne problemstilling, herunder de retssikkerhedsmæssige aspekter?
Gældsstyrelsen er opmærksom på, at forhold som vold, negativ social kontrol m.v. kan have betydning for, at borgeren har fået gæld til det offentlige, og for borgerens muligheder for at afdrage gælden. Som beskrevet ovenfor indeholder lovgivningen en række muligheder for, at Gældsstyrelsen kan tage højde for dette i forbindelse med inddrivelsen.
Gældsstyrelsen har ikke et særligt fokus på voldsudsatte borgere, men et generelt fokus på, at særlige sociale eller andre forhold kan have betydning for, hvordan borgeres gæld kan inddrives. Som nævnt ovenfor har Gældsstyrelsen som udgangspunkt kun kendskab til særlige sociale eller andre forhold, hvis borgeren oplyser Gældsstyrelsen herom.
Se det originale svar
Det originale skriftlige svar fra Gældsstyrelsen kan desuden læses som PDF her.
I Storbritannien bruges en særlig Economic Abuse Evidence Form (EAEF), som gør det muligt for en uddannet gældsrådgiver at dokumentere over for kreditorer, at en person har været udsat for økonomisk partnervold, og beskrive, hvordan volden har påvirket personens økonomi
Formularen samler oplysningerne om den økonomiske vold ét sted. Dermed skal den voldsudsatte ikke igen og igen fortælle sin historie til forskellige banker, kreditorer og andre organisationer for at forklare, hvorfor gælden er opstået, eller hvorfor den er vanskelig at betale.
Ordningen er udviklet af Money Advice Plus og afprøvet i samarbejde med Surviving Economic Abuse. Formularen kan udfyldes af kvalificerede gælds- og økonomirådgivere, som er særligt uddannet i økonomisk partnervold.
25 britiske banker og building societies havde allerede i 2024 forpligtet sig til at acceptere formularen. Erfaringerne fra pilotprojektet viste samtidig, at sager med formularen blev afgjort væsentligt hurtigere. Den gennemsnitlige mediantid til en afgørelse var 13 dage mod 63 dage i sager uden formularen. Kun 15 procent af sagerne med formularen krævede yderligere oplysninger mod 35 procent af sagerne uden.
Modellen er siden blevet taget videre til den offentlige sektor. Den britiske regering har iværksat afprøvning af EAEF i forbindelse med gæld til det offentlige og fremhæver modellen som en måde, hvorpå voldsudsatte kan forklare deres situation til flere organisationer uden at skulle fortælle historien igen og igen.
Formålet er både at mindske belastningen for den voldsudsatte og at give banker, kreditorer og myndigheder et mere ensartet grundlag for at vurdere sagen og finde en løsning.
Den britiske model rejser derfor et oplagt spørgsmål i Danmark:
Kunne en tilsvarende ordning gøre det lettere for mennesker udsat for økonomisk partnervold at dokumentere deres situation én gang – og bruge dokumentationen over for Gældsstyrelsen, banker, kreditorer og andre relevante aktører?
- Economic Abuse Evidence Form
- UK Governsment - Economic Abuse Toolkit
- UK Government – Freedom from Violence and Abuse: Action Plan

Gældsstyrelsen oplyser, at vold og negativ social kontrol kan indgå i vurderingen af, om gæld til det offentlige kan eftergives. Efter gældsinddrivelseslovens § 13 kan særlige sociale eller andre forhold i særlig grad tale for eftergivelse.
For mennesker udsat for økonomisk partnervold kan gæld være et stort og ødelæggende problem i hverdagen.
Volden kan have påvirket både gældens opståen, den voldsudsattes økonomiske situation og mulighederne for at betale gælden.
Gældsstyrelsen foretager altid en konkret vurdering af borgerens situation, forholdets betydning for gælden og borgerens fremtidige situation.
Vold giver derfor ikke automatisk ret til eftergivelse. Men Gældsstyrelsen skriver direkte i et svar til Anne-Mette Barfod:
»Det forhold, at der er tale om en borger, der er udsat for vold, negativ social kontrol m.v., vil kunne tale for eftergivelse.«
Det er som udgangspunkt borgeren selv, der skal gøre Gældsstyrelsen opmærksom på særlige sociale forhold. Derfor er det vigtigt at fortælle Gældsstyrelsen, hvis gælden eller dine muligheder for at betale den hænger sammen med vold eller økonomisk kontrol.
Økonomisk partnervold kan få konsekvenser længe efter, at forholdet er slut. Den voldsudsatte kan stå tilbage med gæld, tab af indkomst, manglende økonomisk overblik og en økonomi, der er vanskelig at genopbygge
Økonomisk partnervold kan begrænse adgangen til penge, arbejde og økonomiske beslutninger. Gæld kan være blevet stiftet under pres eller kontrol, og den voldsudsatte kan have mistet indkomst eller fået store udgifter i forbindelse med bruddet.
Også efter bruddet kan den økonomiske vold fortsætte. Langvarige og konfliktfyldte bodelinger, problemer med salg af fælles bolig eller brug af retssystemet til fortsat økonomisk pres kan fastholde den voldsudsatte i økonomisk usikkerhed.
Samtidig kan gæld til det offentlige - og til private - vokse med renter, mens den voldsudsatte forsøger at genetablere sit liv og sin økonomi.
Dermed kan der opstå en negativ spiral: Volden skaber eller forværrer økonomiske problemer, og gælden gør det vanskeligere at skabe den økonomiske stabilitet, der skal til for at komme videre efter volden.
International forskning opdeler ofte økonomisk partnervold i tre hovedformer: økonomisk kontrol, økonomisk udnyttelse og beskæftigelsessabotage.
Tre former for økonomisk partnervold kan ifølge internationale forskere optræde hver for selv. Men de overlapper ofte hinanden og har det til fælles, at de begrænser den voldsudsattes økonomiske frihed og selvstændighed.
1. Økonomisk kontrol
Partneren kontrollerer eller begrænser den voldsudsattes adgang til og brug af penge og andre økonomiske ressourcer. Det kan blandt andet være at kontrollere bankkonti, overvåge forbrug, tilbageholde penge, kræve dokumentation for alle udgifter eller holde den anden uden for økonomiske beslutninger.
2. Økonomisk udnyttelse
Partneren bruger eller ødelægger den voldsudsattes økonomiske ressourcer. Det kan blandt andet ske ved at stjæle penge, bruge fælles midler, stifte gæld i den andens navn, misbruge konti eller kredit eller undlade at betale regninger på en måde, der skader den voldsudsattes økonomi og kreditværdighed.
3. Beskæftigelsessabotage
Partneren forhindrer eller vanskeliggør den voldsudsattes muligheder for at arbejde, uddanne sig og tjene egne penge. Det kan blandt andet ske ved at forhindre personen i at gå på arbejde, skabe problemer på arbejdspladsen, sabotere transport eller børnepasning eller modarbejde uddannelse og karriere.
De tre former viser, at økonomisk partnervold handler om langt mere end penge. Volden kan ramme både adgangen til økonomiske ressourcer, de ressourcer man allerede har, og mulighederne for selv at skabe en indkomst. Samtidig står den økonomiske vold sjældent alene, men er flettet sammen med andre typer af partnervold: Fysisk, psykisk, materiel, digital, seksuel m.v.
Gæld er ikke altid resultatet af den voldsudsattes egne økonomiske valg
Internationalt bruges begrebet coerced debt – tvungen eller påtvunget gæld – om gæld, som opstår som følge af en partners vold, pres, manipulation eller økonomiske kontrol.
Det kan blandt andet ske, når en partner:
presser eller truer den anden til at optage lån eller bruge kredit
optager lån eller kredit i den andens navn uden samtykke
bruger den andens kreditkort eller konti
placerer regninger og økonomiske forpligtelser i den andens navn
tager den andens indkomst eller penge, så vedkommende må låne for at betale nødvendige udgifter
forhindrer betaling af regninger og afdrag, så der opstår yderligere gæld og økonomiske problemer.
Gælden kan fortsætte med at belaste den voldsudsatte længe efter, at forholdet er slut. Den kan påvirke økonomien, mulighederne for at låne penge og den økonomiske frihed, der er nødvendig for at skabe et nyt liv.
Derfor er det vigtigt at spørge, hvordan gælden er opstået – og ikke kun hvem gælden formelt står registreret hos.
Anne-Mette Barfod er cand.polit., strategisk rådgiver, stifter af Pengevold.dk og forfatter til bogen Økonomisk partnervold – når penge bliver et psykologisk magtmiddel. Hun rådgiver mennesker udsat for psykisk og økonomisk partnervold
Du kan få hjælp til at skabe overblik over dit forløb og få beskrevet sammenhængen mellem volden, økonomien og de problemer, du står med i dag.
Det kan blandt andet være relevant ved henvendelser til Gældsstyrelsen, kommunen, banken, kreditorer, inkassobureauer og andre offentlige eller private organisationer.
Du behøver ikke selv have overblikket. Det kan vi skabe sammen.
Send en SMS til Anne-Mette på 30119693 og book 15 minutters gratis samtale.
© 2026 - Vi gi'r kvinder styrke