Fra 1. januar 2026 har Gældsstyrelsen ændret sin praksis for eftergivelse af gæld. Sociale eller andre særlige forhold kan tale for eftergivelse, selv om økonomien ikke er fuldt afklaret. Og Gældsstyrelsen har direkte bekræftet, at vold kan være et af de forhold, der taler for eftergivelse.
Hvis du har gæld til det offentlige som følge af økonomisk vold, får du her 10 råd til, hvordan du kan beskrive dit forløb, dokumentere din situation og gøre Gældsstyrelsen opmærksom på voldens betydning for din gæld.
Hvis din gæld til det offentlige hænger sammen med økonomisk vold, sygdom eller andre belastende livsomstændigheder, kan det føles uoverskueligt at søge eftergivelse. Hvor skal du begynde, hvilke oplysninger er relevante, og hvordan beskriver du et komplekst forløb?
De følgende 10 råd er en praktisk guide til at strukturere din sag, samle relevant dokumentation og gøre Gældsstyrelsen opmærksom på de forhold, der kan have betydning for vurderingen af din ansøgning om eftergivelse.
1. Fortæl Gældsstyrelsen om volden
Gældsstyrelsen får som udgangspunkt kun kendskab til vold og andre særlige sociale forhold, hvis du selv fortæller om dem. Oplys derfor, hvis du har været udsat for økonomisk eller anden partnervold.
2. Beskriv, hvordan volden har påvirket din økonomi
Forklar konkret, hvordan volden hænger sammen med gælden eller din nuværende økonomiske situation. Det kan fx være økonomisk kontrol, tab af indkomst, gæld stiftet under pres, manglende adgang til penge eller økonomiske konsekvenser efter bruddet.
3. Lav en tidslinje over dit forløb
Et komplekst volds- og gældsforløb bliver lettere at forstå, hvis du opstiller de vigtigste begivenheder kronologisk: Hvornår begyndte problemerne, hvad skete der, hvornår opstod gælden, og hvordan har situationen udviklet sig?
4. Saml den dokumentation, du har
Find materiale, der kan understøtte din beskrivelse. Det kan afhængigt af din situation være økonomiske oplysninger, korrespondance, myndighedsbreve eller relevante udtalelser og dokumenter fra fagpersoner.
5. Beskriv din situation i dag
Gældsstyrelsen oplyser, at vurderingen af eftergivelse blandt andet afhænger af borgerens situation, forholdets betydning for gælden og borgerens fremtidige situation. Beskriv derfor både, hvordan gælden er opstået, og hvordan volden og gælden påvirker din situation nu.
6. Gør opmærksom på § 13, stk. 6
Du kan oplyse, at du ønsker din sag vurderet efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6, som giver mulighed for eftergivelse, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler for det.
7. Lad dig ikke afskrække af, at din økonomi er uafklaret
Efter § 13, stk. 6 kan eftergivelse ske, selv om skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede. Og efter Gældsstyrelsens praksis fra 1. januar 2026 er privat gæld heller ikke længere i sig selv en hindring for eftergivelse efter denne bestemmelse.
8. Få hjælp til at skabe overblik
Du behøver ikke stå alene med opgaven. En gældsrådgiver eller anden relevant rådgiver kan hjælpe med at skabe overblik over økonomien, dokumentationen og forløbet.
9. Læs Gældsstyrelsens begrundelse, hvis du får afslag
Et afslag skal vurderes ud fra begrundelsen i den konkrete sag. Undersøg, om der mangler oplysninger, om sagen kan suppleres, og hvilke muligheder du har for at klage over afgørelsen.
10. Husk, at vold kan tale for eftergivelse
Gældsstyrelsen har direkte oplyst, at vold kan indgå i vurderingen af en ansøgning om eftergivelse. Styrelsen skriver: »Det forhold, at der er tale om en borger, der er udsat for vold, negativ social kontrol m.v., vil kunne tale for eftergivelse.«

Som led i regeringens Værdighedsreform har Gældsstyrelsen fra 1. januar 2026 ændret sin praksis for eftergivelse efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6. Bestemmelsen giver mulighed for eftergivelse, når sociale eller andre forhold i særlig grad taler for det.
Eftergivelse af gæld til det offentlige kan ske efter § 13, stk. 6, selv om dine økonomiske forhold er uafklarede.
Fra 1. januar 2026 er privat gæld heller ikke længere i sig selv en hindring for eftergivelse efter bestemmelsen.
Det kan være særlig relevant for mennesker, hvis økonomi er blevet alvorligt påvirket af vold, sygdom eller andre belastende livsomstændigheder.
Gældsstyrelsen har direkte oplyst til Anne-Mette Barfod, stifter af Pengevold.dk, at vold og negativ social kontrol kan tale for eftergivelse. Det afhænger altid af en konkret vurdering af den enkelte sag.
Du kan søge om eftergivelse af offentlig gæld ved at udfylde Gældsstyrelsens ansøgningsformular og vedlægge relevant dokumentation.
Eftergivelse – når din gæld er endt som uoverskuelig
Gældsstyrelsen har en vejledning til, hvordan eftergivelse fungerer, hvad det kræver, og hvordan du søger. Her står oplysninger om både helhedsvurdering og krav til dokumentation, og den dækker også den nye tilgang.
Blanketter til eftergivelse, budget og fuldmagt
Her findes også links til relevante blanketter, inkl. budgetskema m.v.
© 2026 - Vi gi'r kvinder styrke