Pengevold.dk er startet af cand.polit og journalist Anne-Mette Barfod, der som uddannet økonom ønsker at sætte fokus på, hvor ødelæggende økonomisk vold kan være både for voksne og børn. Den 29. august 2025 udkommer hendes bog 'Økonomisk parnervold - når penge bliver et psykologisk magtmiddel' på forlaget Frydenlund.
Økonomisk partnervold – når penge bliver et psykologisk magtmiddel viser, hvordan økonomisk vold ofte handler om magt, manipulation, styring og hævn. Bogen tydeliggør også, hvordan den økonomiske partnervold i mange tilfælde foregår med bankers, inkassobureauers og offentlige myndigheders ubevidste medvirken, fordi systemerne ikke er gearede til at identificere og håndtere denne form for vold. Mange voldsudsatte ender med at stå tilbage med gæld, stress, søvnløse nætter, opkrævninger i e-Boks og indkaldelser til møder i fogedretten. Efter et brud kan volden fortsætte i form af juridisk og økonomisk chikane gennem bodeling, børnebidrag, forældremyndighed og samvær.
Alt for få ved, hvad økonomisk vold er. Netop derfor virker den så effektivt i det skjulte – som et våben uden blå mærker, men med ar der kan mærkes i årevis. Denne bog sætter ord på økonomisk partnervold og viser, hvordan volden kan genkendes – og hvordan man kan beskytte sig mod den. Hvis du selv er – eller har været – udsat, vil du finde redskaber til at genvinde kontrollen over din økonomi og dit liv. Er du pårørende, fagperson eller politiker, får du konkret indsigt i, hvordan du kan støtte voldsudsatte og bidrage til at bekæmpe en af de mest oversete voldsformer i Danmark.
Forfatter Anne-Mette Barfod er uddannet økonom og har siden 2015 formidlet viden om psykisk og økonomisk partnervold.
Magt er omdrejningspunktet i et voldeligt parforhold, og volden kan antage forskellige former. Mange er mest opmærksomme på den fysiske vold, men i de senere år, har stadig flere fået øjnene op for, at partnervold også kan være økonomisk, psykisk, materiel, seksuel, digital - og økonomisk
I 2015 startede jeg PsykiskVold.dk for at sætte fokus på den usynlige partnervold, og i 2022 besluttede jeg mig for også at sætte fokus på økonomisk partner vold med denne side, Pengevold.dk.
I mange år har jeg som økonom interesseret mig for økonomisk vold, og jeg har skrevet en del artikler om emnet. Samtidig har jeg via mit arbejde med at formidle viden om psykisk vold fået indblik i, hvordan den finansielle sektor, advokater og myndigheder agerer i sager om økonomisk vold. I årenes løb har jeg interviewet eksperter med indblik i voldens dynamikker og ad den vej har jeg fået indsigt i, hvordan en partner eller ekspartner kan bruge penge som et magtmiddel.
Jeg håber, at denne side og min nye bog om økonomisk partnervold kan være en hjælp for alle de mennesker, der er udsat for økonomisk vold.
Strategisk kommunikationsrådgiver
Cand.polit og journalist