Af Anne-Mette Barfod
Partnervold foregår sjældent med ét slag eller én trussel. Den sniger sig ind i relationen og forvandler langsomt det trygge til noget utrygt. Det begynder måske med kontrol af små ting: hvem man ser, hvad man bruger penge på, hvordan man taler, eller hvad man skriver på sociale medier. Men med tiden breder kontrollen sig – og bliver systematisk.
Vold i nære relationer kan være fysisk, men ofte er det de psykiske og økonomiske mekanismer, der holder den voldsudsatte fast. Nedgørelse, ydmygelser, trusler, skyld, isolering og overvågning skaber et psykisk fængsel. Når man samtidig mister adgang til penge, bliver det næsten umuligt at bryde fri.
Økonomisk vold er en af de mest oversete – og mest effektive – former for kontrol. Voldsudøveren kan nægte sin partner adgang til fælles penge, kontrollere konti og forbrug, sabotere job og uddannelse, stifte gæld i den andens navn eller tvinge vedkommende til at aflevere sin indtægt. Det skaber en afhængighed, som gør det svært at tage springet ud i friheden – uanset hvor utrygt forholdet er.
Partnervold kan ramme alle – uanset køn, alder, baggrund eller uddannelse. Den lever i det skjulte bag lukkede døre, og omgives af skam og tavshed. Men den findes. Og den har konsekvenser – ikke kun for den enkelte, men for børnene, for familierne, for arbejdspladserne og for samfundet.
Derfor er det afgørende, at vi taler om voldens mange ansigter. Ikke kun de blå mærker, men også den langsomme nedbrydning, der sker, når ét menneske tager kontrollen over et andet. Og vi må anerkende, at økonomisk ulighed og afhængighed ikke bare er sociale problemer – de kan være en del af selve voldens struktur.

Økonomisk vold er en usynlig form for partnervold, hvor voldsudøveren kontrollerer sin partners adgang til penge og ressourcer – og dermed også til frihed. Anne-Mette Barfod holder foredrag om økonomisk vold og tilbyder personlig rådgivning til dig, der er udsat for volden. Hun er økonomi fra Københavns Universitet og har i mange år beskæftiget sig med psykisk vold både i hjemmet, på arbejdspladsen, i medierne og i det offentlige rum.





