Han er privatpraktiserende læge, og hun er akademiker. Et umiddelbart helt almindeligt par med gode uddannelser - bortset fra volden.

ANNAS EKSMAND TYRANNISEREDE HENDE BÅDE PSYKISK OG ØKONOMISK

Anna levede i næsten 20 år i et ægteskab, hvor hun spinkede og sparede, fordi hun troede, at de manglede penge. Mens kassekreditten blinkede faretruende rødt, stak hendes mand, som er praktiserende læge med egen klinik, penge til side til sig selv, alt imens han anklagede hende for at være skyld i deres pengemangel

Af Anne-Mette Barfod

Han sagde, at vi havde en rigtig dårlig økonomi. Næsten dagligt brokkede han sig over den. Han sagde også, at vi heller ikke havde råd til at sidde i huset, når vi gik på pension”, fortæller Anna, der er akademiker og gerne vil være anonym. Hendes mand forlangte i mange år, at de holdt et meget stramt budget, hvor der kun var 1.500 kroner om måneden i 'lommepenge' til dem hver. Lommepengeordningen fik Anna indført i 2014.

”Det tog flere år for mig at overtale min mand til, at vi skulle have denne ordning. Han lavede et notat med detaljerede poster. Heraf fremgik det, hvad vi hver især skulle betale for med vores egne 'lommepenge'. Når det på den måde allerede var fastlagt, hvad pengene skulle bruges til, var det jo reelt ikke lommepenge, men det var ikke desto mindre, hvad han kaldte de 1.500 kroner om måneden. Private nyanskaffelser til hjemmet skulle jeg selv betale. Det gjaldt også små gaver til børnene, som vi ikke var enige om”, påpeger Anna og tilføjer, at hendes eksmand ofte var rasende, hvis han mente, at hun brugte for mange penge fra husholdningsbudgettet. Samtidig var han sjældent 'enig' med hende i, hvad hun købte eller foreslog at købe.

”Det lød måske så fint at sige, at ’vi skal være enige’, men han brugte sætningen til at sikre sig magt og kontrol. I det notat, han udfærdigede til mig, fremgik det tydeligt, at jeg for de fælles husholdningspenge godt måtte købe svanemærkede produkter, men ikke cremer eller shampoo med parfume. Han brugte ikke den slags produkter og ville ikke betale for de produkter, som jeg brugte. Jeg måtte derfor kun købe produkter, der var deklareret i samarbejde med Astma- og allergiforbundet. I dag bliver jeg helt rystet, når jeg tænker tilbage på alle de regler, han opstillede, men da han gav mig notatet i 2014, følte jeg mig lettet. Nu vidste jeg præcis, hvad jeg måtte og ikke måtte købe, og hvordan jeg kunne undgå konflikter. I realiteten levede jeg i et åbent fængsel med meget begrænset bevægelsesfrihed.”

Måtte spare på alt og droppe dans
”Når vores økonomi var så dårlig, og jeg stort set ingen penge havde at gøre godt med, måtte jeg opgive at gå til dans. Samtidig holdt jeg op med at købe tøj til mig selv, for det havde jeg ganske enkelt ikke råd til. Jeg levede på en pind og sparede helt vildt for at skrabe penge sammen til en miniskiferie med min datter. Da han fandt ud af, at det var lykkedes mig at spare sammen af mine meget få penge, blev han stiktosset”, fortæller Anna. Hun forstod ikke, hvorfor han blev så vred, når det nu var hendes egne penge.

”I dag kan jeg se, at det var fordi, han ikke havde regnet med, at jeg ville være i stand til at spare op af så få penge. Han spurgte mig, ’om jeg overhovedet havde tænkt over, hvad andre mennesker ville sige, når det kun var mig og ikke ham, der bare tog på ferie med min datter. Det havde han jo ikke mulighed for at spare sammen til af sine lommepenge’. På den måde fik han det til at fremstå, som om det var mig, der var unormal.”

Samtidig med at Annas daværende mand brokkede sig over økonomien, var han ikke meget for, at Anna gik op i tid på sit arbejde, så hun kunne tjene flere penge:

”Han nærmest dikterede, at jeg skulle være på nedsat tid, så jeg kunne passe huset og børnene. Det var jeg i ni år. Hvis jeg ville på fuldtid, blev jeg bedt om at lade være, fordi han kunne ’tjene mange flere penge meget hurtigere end mig’, så det ville være skidt for vores økonomi. I vores ægteskab har jeg derfor stået 100 procent for børnene. Min meget lille løn gik ind på en fælles kassekredit- og husholdningskonto, som stort set altid var i overtræk med mellem 50.000 og 90.000 kroner. Han fortalte, at han ikke kunne presse en krone mere ud af sin klinik, og at vores økonomi slet ikke balancerede. Når han var sur, kunne han anklagende finde på at vrisse ’jeg knokler røven ud af bukserne, hvornår begynder du at tjene nogle flere penge?’”

Stak penge til side til sig selv
”Vi sad i et hus, som vi betalte af på, så pengene fik helt sikkert hurtigt ben at gå på. Jeg stolede på, at han overførte alt, hvad han kunne til husholdningskontoen, ligesom al min indtægt også blev overført til denne fælles konto. Det faldt mig slet ikke ind, at hans fremstilling af vores økonomiske situation ikke var sandfærdig. Samtidig havde jeg meget ansvar på mine skuldre med børnene og mit deltidsjob. Vores ægteskab var et eksempel på den klassiske opdeling, hvor manden tager sig af økonomien, mens kvinden tager sig af børnene. Når han ordret sagde, ’at vi deler alt', og at 'jeg kunne stole på ham', så gjorde jeg selvfølgelig det.”

Når Anna spurgte sin mand, hvad han tjente, var svaret, at det kunne man ikke sige, for det var jo et firma, og på den måde var det svært for Anna at få indblik i den fælles økonomi:

”Han satte mange penge ind på vores fælles konto, men jeg har efterfølgende fundet ud af, at han tjente langt flere penge, end han satte ind. Der var altså et stort økonomisk overskud hver måned i vores økonomi, som jeg slet ikke kendte eksistensen af. Senere fandt jeg ud af, at han satte de overskydende penge ind på sin pension og på en privat opsparing. Det var en ratepension, som ikke skulle deles i tilfælde af skilsmisse”, fortæller Anna, som først fandt ud af, hvor meget hun var blevet ført bag lyset, da hun på et tidspunkt besluttede sig for at blive skilt.

”I forbindelse med skilsmissen har min søster og jeg haft min eksmand mistænkt for også at overføre penge til udlandet. Han ville nemlig ikke oplyse, hvad der stod på hans konti.”

Bedraget kom som en chok

Da Anna på et tidspunkt var så ulykkelig i sit ægteskab, at hun følte, at hun var ved at drukne i utryghed og bekymringer, ville hun skilles. I den forbindelse fik hun en revisor og en advokat til at kigge på eksmandens regnskaber. Det blev et chok for hende, da hun måtte erkende, at hun i mange år havde været gift med en mand, som i virkeligheden var en anden person end den, han udgav sig for at være. Det var en mand, der satte sig selv i højsædet på bekostning af både ægtefælle og børn. Denne barske erkendelse førte Anna en tur tilbage ad Memory Lane. Nu dukkede der et væld af episoder op i hendes hukommelse. Pludselige var der logiske forklaringer på hans underlige opførsel tilbage i tiden.

Hun huskede blandt andet, hvordan familiens såkaldt dårlige økonomi også var gået ud over børnene:

”I 2013 skulle min ældste datter have været på efterskole, men det sagde hendes far, at vi ikke havde råd til på grund af denne forfærdelige kassekredit. Dengang kunne jeg se, at vi ikke havde råd, for kassekreditten blinkede virkelig rødt. Men da tallene kom frem ved skilsmissen, gik det op for mig, at han samme år overførte 300.000 kroner til sin private pensionsopsparingskonto. Det var virkelig et chok for mig, for pludselig kunne jeg se, at vores ægteskab ikke var det partnerskab, som jeg selv havde troet, at det var.”

Dengang kunne man overføre meget mere til sin private pensionsordning, end man kan i dag, fortæller Anna, som ikke på noget tidspunkt havde haft mistanke om de økonomiske transaktioner, som hendes daværende ægtefælle foretog bag hendes ryg:

”Når min søster og jeg taler om det i dag, husker vi tilbage på, hvordan min mand - mens vi var gift - gik og snakkede om, at han havde en meget dårligere pension end mig. Det undrede min søster sig over allerede dengang, for hun vidste, at jeg var offentligt ansat akademiker, og derfor kunne min pension ikke være prangende.”

Familie og venner hørte om hans dårlige pension
”Han har også gået og fortalt min familie og mine venner, hvor dårlig hans pension var, men da vi skulle skilles, gik det op for mig, at der stod 800.000 kroner alene på hans ratepension. Derudover havde han en pension på 2,7 millioner kroner, som jeg heller ikke kendte til. Det er meget højere pensioner end min, og han har aldrig nævnt, at vi skulle spare ekstra op til min pension, eftersom jeg var på deltid. I stedet har han sat store summer til side til sig selv”, fortæller Anna.

”Da jeg gik på deltid, havde jeg heldigvis læst en artikel af privatrådgiver Ann Lemann fra Nordea om, at man skal sørge for at fortsætte med at indbetale fuld pension, og det aftalte jeg med min arbejdsgiver. Jeg har så i stedet fået udbetalt lidt lavere løn, mens jeg var på nedsat tid, end jeg ellers ville have fået. Da vi skulle skilles, havde jeg derfor 1,7 millioner kroner på min pensionsopsparing, og det var mit held, selv om det reelt set kun var det halve af hans opsparing.”

”Da vi skulle gennemføre bodelingen, løb vi panden mod en mur, fordi han ikke ville ud med oplysninger omkring sit firma ud over de lovpligtige. Det gik op for mig, at han i hvert fald siden 2011 har kørt dobbeltspil, idet han har haft en hemmelig økonomi. Dengang vi blev gift i år 2000, var vi begge lønmodtagere, og jeg syntes, at det lød fint med en fælles husholdningskonto, hvor al vores indtægt gik ind. I 2003 blev han praktiserende læge, hvorfor han tog et stort lån, så han kunne købe klinikken. Det var på det tidspunkt, at han begyndte at oprette nogle firmakonti, og jeg fik ikke den tanke, at der skulle være noget galt i det. Til gengæld undrede det mig, at vi blev ved med at mangle penge, efter han havde betalt lånet til klinikken ud i år 2011. Vi havde talt om, at hele familien skulle tage nogle måneders orlov og rejse til Østen, når lånet var tilbagebetalt, men det var der slet ikke råd til, sagde han.”

Han blev hurtigt aggressiv
”Hvis jeg stillede kritiske spørgsmål til vores økonomi, mens vi var gift, blev han hurtigt aggressiv. Derfor undgik jeg det. De første år, hvor han havde sin klinik, var jeg med til revisormøder. Jeg syntes, at det var lidt kedeligt, og han mente ikke, at der var nogen grund til, at jeg tog med. Jeg havde fuld tillid til ham, så det blev sådan, at jeg tog mig af børnene, mens han tog sig af firmaregnskab og revisormøder”, påpeger Anna.

”Under normale omstændigheder kan det være fint med en arbejdsdeling, men set i bakspejlet blev min tillid misbrugt. Dengang syntes jeg egentlig bare, at det var rart, at jeg havde god tid og kunne være der for børnene, mens de var små. Jeg satte stor pris på at have alle de gode oplevelser med dem. Hvis jeg havde vidst, at han snød mig, havde jeg aldrig valgt den model”, fastslår Anna, som har været meget heldig at have regnskabskyndige i sin omgangskreds. Både hendes søster og en bekendt kunne hjælpe hende med gennemskue sin eksmands snedige ’set up.

”Flere venner havde også prikket til mig før skilsmissen, fordi de syntes, at det var mærkeligt, når jeg fortalte, hvor dårlig vores økonomi var, og hvor få penge jeg selv havde til min rådighed. De undrede sig og sagde blandt andet, at ’en praktiserende læge må da tjene godt?’ Det viste sig da også, at alt det min eksmand havde sagt omkring økonomien ikke var rigtigt.”

Selv om Anna ind imellem forsøgte at tale med sin ægtefælle om økonomien, blev netop dette emne meget tabubelagt, og i dag kan hun se, at deres parforhold skred, så det i stigende grad også blev psykisk voldeligt.

Skyld, anklager og nedgøringer
”Han nedgjorde mig, og det lå i luften, at det var min skyld, at vi havde sådan en dårlig økonomi. Han var ofte sur, og jeg kunne aldrig vide mig sikker på, hvornår han var i godt humør, og hvornår han ville eksplodere”, fortæller Anna.

”Jeg følte, at jeg var i en kæmpe klemme, når jeg kiggede på min økonomi. Jeg var utryg i mit ægteskab og havde ingen opsparing, så jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, når tanken om skilsmisse strejfede mig. Det var en meget angstprovokerende cocktail. Det var sådan til sidst, at jeg ikke måtte tale til ham om morgenen, for så blev han aggressiv. Jeg fik at vide, at jeg altid henvendte mig til ham på de forkerte tidspunkter, og når jeg så spurgte ham, hvornår jeg kunne tale til ham, fik jeg ikke noget svar. Hvis jeg bad ham om at tale problemerne igennem med mig eller give mig en undskyldning, blev han bare mere aggressiv. Samtidig kunne han kort tid efter kalde mig ’Lille mus', hvilket dengang fik mig til at føle mig kortvarigt bedre tilpas.”

For at undgå konflikter, begyndte Anna nu at skrive til sin mand, hvis hun for eksempel ville bede ham om at købe mælk med hjem fra supermarkedet. På den måde undgik hun at blive anklaget for at henvende sig til ham på alle de forkerte tidspunkter.

Konstant ondt i maven
Når Anna i dag kigger tilbage på sit ægteskab, kan hun godt se, at hendes eksmand har været kontrollerende helt fra starten, blandt andet ved at forlange, at hun skulle blive på deltid og ikke måtte gå tilbage på fuld tid:

”Men det tog til og blev værre og værre. Da min mor døde i 2018, kunne jeg ikke mere. Jeg havde konstant ondt i maven og følte ikke, at jeg kunne være i mit eget hjem af frygt for hans overfusninger og hans ukontrollable humør. Jeg følte mig som en skygge af mig selv, der nærmest var gennemsigtig og faldt i et med tapetet”, fortæller hun.

”Han havde en truende adfærd, og han satte regler op for, hvad jeg måtte og ikke måtte. Jeg måtte for eksempel ikke arbejde i haven. Hvis jeg gjorde det, råbte han ud til mig gennem havedøren, at jeg i stedet skulle komme ind og rydde op nede i kælderen”, husker Anna.

”For mig var haven et frirum, så når han var ude af huset, styrtede jeg ud i haven, og når han var på vej hjem, lod jeg som om, jeg havde været i gang i huset hele tiden. Jeg vidste, at det ville udløse dårlig stemning, hvis han fandt ud af, at jeg ikke havde været i gang inde i huset hele tiden. Jeg styrtede derfor ind, når jeg vidste, at hans bil var ved at være hjemme. Ligeledes blev der også truende stemning, hvis jeg satte mig i sofaen med en kop te efter arbejdet for at slappe af. Straks brokkede han sig over, at han knoklede løs alene, mens jeg sad og dasede, hvorefter han nævnte noget, der skulle laves nu.”

Det gik ud over børnene
Anna fortæller, at meget af den psykiske vold foregik, mens børnene ikke var der eller subtilt. Men børnene har ifølge Anna oplevet, at deres far var sur gennem deres barndom. For dem har det været en form for normalitet:

”De har ikke oplevet andet, og de har også set, hvordan han kunne finde på at overfuse mig, hvis jeg eksempelvis havde købt det forkerte rugbrød. Han mente, at det var uforskammet og hensynsløst, at jeg ikke havde købt det, han havde bedt om”, fortæller Anna.

”Jeg måtte også kun tilmelde hvert barn til én fritidsaktivitet om ugen, og hvis jeg argumenterede for, at de gerne ville gå til en ting mere, så skulle jeg betale det af mine private 'lommepenge”' Ligeledes kunne vi kun komme på én ferie om året, og så måtte vi vælge, om det skulle være en vinterferie eller en sommerferie”, husker hun.

”Det var ubehageligt at være i mit eget hjem, men efter min mors død fik jeg nogle nye kræfter og samtidig et stærkt behov for at finde ud af, hvad jeg gerne ville med resten af mit liv. Jeg kunne ikke holde det ud mere.”

Det er nu, at Anna begynder at tænke over, at der må være noget riv-rav-ruskende galt også med økonomien:

”Jeg opdager tilfældigt, at der er nogle mystiske bevægelser på hans 'lommepengekonto'. Blandt andet fremgår det, at han har hævet 2.700 kroner til en tennisketcher og herefter overført ekstra 2.700 kroner fra en ukendt konto til sin egen 'lommepengekonto'. Da jeg konfronterer ham med det, indrømmer han at have snydt, men vil hverken sige undskyld eller overføre et tilsvarende beløb til min lommepengekonto. Da går det op for mig, at han mener, at det er hans penge hele vejen igennem, og han ikke oplever noget økonomisk fællesskab med børnene og mig. For mig handlede det ikke så meget om pengene, men mere om, at han snød mig og prøvede at holde mig nede ved at bilde mig ind, at vi ingen penge havde, og at det var min skyld.”

Et skuespil med en alternativ virkelighed
”Det værste er, at min eksmand har taget min tid og vigtige år af børnenes og mit liv. Han har opført et skuespil og produceret en alternativ virkelighed, som har gjort, at jeg har accepteret præmisserne. Han har lavet nogle kulisser og har fremstillet en virkelighed, som ganske enkelt har været en stor løgn.”

Når Anna ser tilbage, tænker hun, at eksmandens motiv har været et ønske om at have magt og kontrol over hende og samtidig spare penge sammen til sig selv:

”Han vidste, at hvis han havde fortalt mig om, hvor mange penge, vi havde, så ville jeg jo have gode argumenter for, at noget i vores økonomi skulle ændres. Jeg opdager så, at han har meget større opsparing end mig, hvorefter jeg beder ham om at overføre 100.000 kroner til min pensionsopsparing for en barselsperiode i 1998. Det vil han ikke. Jeg spørger også, om vi skal dele vores pensioner i tilfælde af skilsmisse. Det vil han heller ikke. Jeg foreslår desuden, at vi indretter os økonomisk, så vi bidrager forholdsvis i forhold til hver vores indtægt til den fælles økonomi. Det ville med lidt hovedregning betyde, at jeg skulle have cirka 5000 kroner mere om måneden til mig selv. Dette regnestykke udløser et voldsomt raserianfald. ’Den model kan du godt stikke skråt op’, råber han. Samtidig bliver jeg bange – for jeg tror aldrig, at jeg har set ham så vred.”

Jeg har været gift med en, jeg ikke kender
”En dag på vej hjem fra ferie hen mod slutningen af vores ægteskab flipper han på færgen ud over, at jeg har købt en cappuccino til min datter. Han bliver meget vred på mig, da han går ud fra, at jeg har trukket 45 kroner fra den fælles husholdningskonto. I stedet skulle den have været betalt af min datters lommepenge. Da han hører, at min datter faktisk selv har betalt, beder jeg ham om at sige undskyld både til min datter og til mig for dette raserianfald over en cappucino, men det vil han ikke”, fortæller Anna.

Under bodelingen går det op for hende, at han fortsat forsøger at snyde hende. Blandt andet siger han, at goodwill er nul kroner i hans lægeklinik, hvilket ikke er sandt. Han har mange patienter, som kommer i klinikken, som også er meget veldrevet med en stor omsætning, og det giver stor værdi i form af goodwill. Lignende lægeklinikker i samme attraktive storbyområde bliver på daværende tidspunkt solgt med en goodwill på knap fire millioner kroner.

”Jeg husker tiden omkring bodelingen som en meget ubehagelig tid, fordi vi stadig boede sammen i huset. Det var helt forfærdeligt. Det var et blodigt advokatopgør. Han blev flere gange bedt om at sende alle sine oplysninger, og så kom der kun det halve. Der kom ikke oplysninger om, hvad der stod på hans firmakonti. Det ville han ikke oplyse. Han truede også med , at huset straks skulle sælges - selv om der var tre børn og jeg ingen penge havde”, erindrer Anna.

”Han var helt kold overfor alle menneskelige hensyn, og jeg var fuldstændig rystet. Jeg følte, at jeg var truet på min eksistens, og at han ønskede mig ud i rendestenen. Han havde hele formuen skjult for mig. Han havde satset på, at han kunne få mig i knæ, da han vidste, jeg ingen opsparing havde. Først da jeg besluttede mig for at låne 100.000 kroner til en skifteretssag og bad min advokat true ham med at bringe sagen for skifteretten, gav han sig efter flere måneders kamp. Jeg satte det sådan op, at vi skulle indgå et forlig om, at jeg kunne blive i huset, og ellers gik sagen til skifteretten. Han ville hellere give mig huset end få afsløret, hvor meget der stod på hans firmakonti i tilfælde af en kommende skifteretssag. Under alle omstændigheder fandt jeg ud af, at vi havde masser af penge – også i huset. Det var et chok at finde ud af, at jeg havde levet på en løgn. Det påvirker mig stadig den dag i dag, at han slet ikke er den person, jeg troede, at han var. For ham er penge hævet over menneskelige relationer. Han var også ligeglad med børnene. Det er ubegribeligt.”

Bange for at sove ved siden af ham
”Det endte med, at jeg rent økonomisk kom godt ud af ægteskabet og kunne beholde huset, men jeg var helt rystet over, hvad han havde ønsket for mig. Han er læge, men han havde ingen problemer med at ødelægge mit og børnenes liv. Mens vi stadig boede sammen, var jeg bange for at sove ved siden af ham, for jeg frygtede, at han skulle gøre mig noget fysisk eller forgifte mig med farlig medicin. Jeg havde aldrig forestillet mig, at han ville være så ond ved mig, og når han kunne finde på at bedrage mig så groft, blev jeg bange for, hvad han ellers ville kunne finde på.”

I forbindelse med bodelingen gik det nu for alvor op for Anna, at den mand, hun havde levet sammen med i næsten 20 år, var fuldstændig ligeglad med hende:

”Det er den der iskolde ligegyldighed, der er så uhyggelig. Han har fyldt mig med løgn, og det er vildt skræmmende for mig, at han har levet godt med at være så uærlig overfor mig. Jeg følte mig som del af en Britta Nielsen-historie, idet hun også kørte et årelangt bedrageri. Hans bedrageri var bare endnu værre, for dette er bedrageri overfor ens allervigtigste og tætteste relationer: ægtefælle og børn. Vi fik alle et chok, da Britta Nielsens historie kom frem i medierne, fordi ingen havde troet det om en tilsyneladende pligtopfyldende embedsmand. Min eksmand er læge og giver indtryk af at være både sød, empatisk og smilende, men bag facaden befinder der sig en helt anden mennesketype med en skjult, mørk side”, påpeger Anna og tilføjer:

”Han går stadig under radaren og spiller fortsat skuespillet som den søde, rare, praktiserende læge, der vinder folks tillid. Det er svært for folk at tro, at det er den samme person, jeg taler om, når jeg fortæller min historie. For eksempel har han intet fortalt om advokatopgøret til fælles bekendte. Han har blot sagt, at han har givet mig huset, og derved fremstiller han sig selv som generøs. Børnene tror også stadig den dag i dag, at vi havde ’en rigtig dårlig økonomi’ i deres barndom. Løgne er blevet så meget en del af hans person, at jeg ikke tror, han tænker over, når han lyver. For ham er det ligegyldigt, og derfor virker han også troværdig i situationen. Hans løgne er dog for længst afsløret. Børnenes og mit liv i dag står i skærende kontrast til hans fremstilling af vores mangeårige ’rigtig dårlige økonomi’. Jeg sidder alene i vores hus, og han købte straks efter skilsmissen en ny dyr bil og et nyt hus. Desuden fandt jeg ud af i forbindelse med skilsmissen, at hans indtægt er seks gange så høj som min.”

Stadig svært at tro på mine egne oplevelser

Anna fortæller, at hun i dag – næsten to år efter skilsmissen – stadig er rystet inden i:

”Det har været en kæmpe overvindelse for mig at lære tro på, at mine oplevelser også tæller. I mange år fik jeg igen og igen af vide, at det, jeg oplevede, var forkert, og at han derfor var i sin gode ret til at være sur på mig over det ene og det andet samtidig med, at han ind i mellem doserede ’lidt sødt’, når han kaldte mig ’Lille mus’. Dette fik mig til at føle, at det nok bare var mig, der tog det hele for tungt. Det er det, man kalder ’gaslighting’ i forbindelse med psykisk vold. Det er en snedig måde at manipulere på, hvor den manipulerede kommer i tvivl om sin egen dømmekraft. ”, fortæller Anna og tilføjer:

”I dag prøver jeg at holde ham på afstand også fysisk, idet han efter skilsmissen stadig har opført sig grænseoverskridende. Al kontakt foregår via mails. Jeg har bedt ham om at holde sig væk fra min matrikel, og det har været rigtig godt, da jeg tidligere hele tiden var nervøs for, hvornår han kunne finde på at dukke op. Det får ham dog til at anklage mig for ikke at ville samarbejde til gavn for børnene. Det vil jeg gerne. Jeg kan bare ikke have ham tæt på mere.”

Da bodelingen var afsluttet, ville Annas eksmand ikke skrive under på papirerne, før der også var lavet en samværsaftale:

”På den måde har han brugt økonomien i sin kamp for at få mig til at makke ret. Trusler er hans generelle måde at kommunikere med mig på. Efter skilsmissen havde jeg tre hjemmeboende børn, som jeg havde store udgifter til. De to store over 18 år ville han ikke betale til. Hans argument var, at jeg skyldte ham penge, fra da vi levede sammen som ægtefæller, men bodeling var jo afsluttet, så det gav ikke mening.”, påpeger Anna og tilføjer:

”Han er ligeglad med børnene og har ingen respekt for mig, hvilket han i øvrigt også har sagt direkte til mig, mens vi var gift. Han skriver af og til til mig, at han ikke føler, at vi har et godt samarbejde. Det er paradoksalt, da jeg i forbindelse med skilsmissen foreslog kurser i forældresamarbejde, hvilket han dengang ikke ’havde tid til’ at deltage i. Jeg ser ingen vilje fra hans side til at lytte til mig, og min tillid til, at han ønsker børnene og mig det bedste, er der ganske enkelt ikke længere", påpeger Anna.

”Til børnene siger han, at han ønsker, at alle skal have det godt sammen, men der er ikke handling bag ordene. Jeg får det fysisk dårligt, når han er i nærheden, og jeg kan ikke klare at se ham i øjnene. Han har udsat mig for både psykisk og økonomisk vold, og reelt handler den økonomiske vold også om svindel og bedrageri.”

Anna vil gerne være anonym, og derfor fremgår hendes rigtige navn ikke.