Artikler om økonomisk vold

Hvis du er udsat for økonomisk vold, kan økonomien blive helt uoverskuelig. Du har måske ikke råd til at betale dine regninger mere.

POSTKASSEN OG E-BOKS GIVER MIG HJERTEBANKEN


”Jeg har udviklet en seriøs omgang postkasse-fobi, fordi jeg gennem længere tid har fået så mange rudekuverter, breve i e-boks, og mails fra advokater og inkassofirmaer”, skriver Marie, der er sluppet ud af et psykisk og økonomisk voldeligt forhold


Af Marie


Det var en stor beslutning for mig at gå fra min mand. Jeg vidste med mig selv, at han kunne være det dejligste menneske i verden, og den side af ham elskede jeg. Men han havde også en skyggeside, som gjorde mig mere og mere utryg. Han kunne blive vred over småting, være ekstremt nedladende og true mig med alt muligt ubehageligt – blandt andet at han ville forlade mig. Det kunne jeg i flere år slet ikke overskue, blandt andet fordi min konto altid var i minus.


Overtræk på kontoen
For mig var det en ond cirkel. Jeg var i flere år bagud med betalinger til alt muligt, mens han samlede til bunke bag min ryg. Han anklagede mig for at rutte med pengene, selv om jeg altid har været meget fornuftig. Når jeg manglede penge, truede ham med at forlade mig, fordi jeg var så ødsel og dårlig til at tjene penge. Den trussel var effektiv, fordi jeg ikke havde en krone at investere i en ny bolig og faktisk slet ikke kunne overskue min og mine børns fremtid.


Alligevel valgte jeg at gå fra ham, men det har været en lang vej. Fra det øjeblik, jeg søgte skilsmisse, stoppede han alle betalinger til vores faste udgifter, og han holdt op med at bidrage til husholdningen og børnene. Det tog lang tid, før jeg kom væk, og i dag har jeg bunkevis af inkassobureauer på halsen. Samtidig nægter han at betale børnebidrag. Derfor skal jeg gå og vente på, at bidraget bliver inddrevet via Udbetaling Danmark.


Frygten for rudekuverter
Jeg håber, at jeg en dag kommer ud på den anden side, men som det er nu, føler jeg slet ikke, at jeg er sluppet fri for den psykiske og økonomiske vold fortsætter. Han skriver grimme mails, bagtaler og lyver om mig og trækker alt i langdrag. Derfor oplever jeg hele tiden trusler om at få slukket for strømmen, lukket mobilen, afbrudt Internettet. Jeg tør dårligt nok at åbne min e-boks eller min postkasse, for der ligger hele tiden nye rudekonvolutter og opkrævninger, og samtidig får jeg besked fra min bank om, at jeg ikke må overtrække, for så lukker de mit kort.


Det er en utrolig fastlåst situation, som har fået mig til at indse, hvor tung og brutal den økonomiske vold kan være. Han har presset mig til at stifte gæld. Jeg har optaget dyre kviklån for at få min økonomi til at hænge sammen og få råd til at betale de mest basale regninger og mad til børnene.


Et økonomisk mareridt
Mit råd til alle andre kvinder og mænd er, at du aldrig skal acceptere at leve under sådanne forhold, som jeg har levet under. Det bliver kun værre og værre, og til sidst er økonomien kørt helt af sporet.


Jeg ønsker ikke for andre mennesker i verden, at de skal opleve den hjertebanken, jeg får, hver gang jeg ser min postkasse. Det er kun i weekenden, at jeg føler mig tryg, for da er kreditorerne og inkassobureauerne ikke på arbejde.


Marie vil gerne være anonym, og derfor er navnet ændret.

For mig var det en ond cirkel. Jeg var i flere år bagud med betalinger til alt muligt, mens han samlede til bunke bag min ryg. Han anklagede mig for at rutte med pengene, selv om jeg altid har været meget fornuftig. Når jeg manglede penge, truede ham med at forlade mig, fordi jeg var så ødsel og dårlig til at tjene penge. Den trussel var effektiv, fordi jeg ikke havde en krone at investere i en ny bolig og faktisk slet ikke kunne overskue min og mine børns fremtid.