Mor til fire kæmper med økonomisk gæld efter voldeligt forhold, og det er svært for hende at holde håbet i live.

ULYKKELIG MOR: 'JEG VED SNART IKKE, HVORDAN JEG SKAL HOLDE HÅBET I LIVE'

”Det har haft store konsekvenser for mig at gå fra min voldelige mand: Jeg har mistet kontakten til mine børn, som mistrives, og jeg har opbygget en uoverskuelig gæld". Det skriver en mor til fire børn, som gerne vil være anonym

I mange år levede jeg i et ægteskab, som var præget af meget grov fysisk og psykisk vold. Som det er almindeligt kendt, er de voldelige mænd utroligt gode til manipulation. Jeg blev længe fastholdt i ægteskabet med uendelige løfter om, at han ville ændre sig. Han fortrød sine handlinger hver gang, han havde overfaldet mig, og forklarede, at hans udbrud skyldes, at han havde problemer med at forsørge familien.

Vi boede ikke i Danmark, og jeg kunne ikke gå fra ham, da socio-økonomiske forhold i mit hjemland ikke er gode for fraskilte kvinder med børn. Herhjemme er en fraskilt kvinde aldrig overladt til sig selv. Hun får også økonomisk hjælp i form af børnepenge, børnetilskud, bidrag, friplads og boligstøtte, så hun kan klare sig alene med børnene. Intet af det kan man få i mit hjemland. Man havner nærmest på gaden uden indtægt.

I mit hjemland er det samtidig ikke velanset, at en kvinde søger skilsmisse, og jeg havde ikke penge til at forsørge mig selv og børnene.

På et tidspunkt flyttede vi til Danmark, hvor min mand fortsatte med at være voldelig. Vi blev separeret kort tid efter, vi kom til landet, men forsøgte flere gange at genoprette samlivet dog uden meget held.

Skilsmissen blev et helvede
I 2017 besluttede jeg endelig at gå fra ham, og der startede et nyt helvede for mig og mine børn. På det tidspunkt havde vi fire børn, nemlig tre drenge og en pige. Han udnyttede mine drenges frygt for ham til at tvinge dem til at være hos ham, og han sendte dem aldrig hjem til mig, selvom de havde bopæl hos mig på det tidspunkt.

Vores forløb hos kommunen startede, da to af mine drenges lærere underrettede kommunen efter en samtale med mine børn. Børnene fortalte lærerne, at jeg var voldelig over for dem. Efter første møde med kommunen kunne de dog se, at det var ikke var sandt, og begge mine drenge fortalte senere til deres børnekonsulenter, at de havde talt usandt dengang. Min eksmand havde fået drengene til at sige, at jeg var voldelig i et forsøg på at stemple mig som en dårlig mor og selv overtage drengene.

Selv om børnene trak deres udtalelser tilbage, og selv om vi har beviser på, at deres far har udsat mig for grov vold, så ville kommunen ikke gøre noget. Hverken børnene eller jeg fik nogen hjælp.

Myndighederne gennemskuede ikke problemerne
Vores sag fortsatte til Familieretshuset. Der forsøgte de at forhandle en aftale i stand. Det lykkedes, men min eksmand overholdt aldrig aftalen. Det fik dog ikke nogen konsekvenser for ham.

Sagen endte i retten, som besluttede, at vi skulle fortsætte "det gode samarbejde omkring børnene", som retten vurderede, at vi havde. Efter mødet i retten blev jeg nødt til at trække en streg i sandet. Jeg så stort set aldrig mine børn, og de var i alvorlig mistrivsel. Det kunne ikke fortsætte på den måde.

Jeg gjorde Familieretshuset opmærksom på, at eftersom jeg stort set ikke så mine børn længere, kunne jeg umuligt bære ansvaret for deres mistrivsel. Når jeg ikke så dem, havde jeg hverken en positiv eller negativ indflydelse på dem.

Efter rettens afgørelse om, at vi skulle beholde fælles forældremyndighed, insisterede jeg på at indgå et forlig. Forliget indebar, at jeg fik fuld forældremyndighedover min datter, mens han fik den fulde forældremyndighed over drengene.Siden vi indgik det forlig, har det været helt umuligt for mig at få lavet en samværsordning.

Jeg mister kontakten til mine tre drenge
Som situationen er i dag, kan jeg kun se mine drenge, når eksmanden vil se vores datter, og det sker yderst sjældent.

Uanset hvor meget jeg savner mine børn, og uanset hvor meget børnene savner mig og hinanden, har vi stort set ingen kontakt. Det er hårdt ikke at se sine børn, men det er dobbelt så hårdt at se børnenes mistrivsel.

Min ældste søn er i dag 17 år, og han er allerede blevet dømt for vold. Den onde spiral forsætterfor ham, og nu er han endnu en gang sigtet for vold og for kørsel i bil uden kørekort. Han kan ikke få sig et job, og hans kammerater er jeg heller ikke tilfreds med. Han fik aldrig afsluttet folkeskolen, da han slet ikke passede sin skole. Alt i alt viser det, at faren slet ikke er sit ansvar som voksen bevidst.

Min anden søn ser jeg gang på gang i byen i hullet tøj og med usoigneret hår. De to yngstedrenge har nu i et år kørt på nogle cykler, som hverken har lygter eller ringeklokke. Det er både ulovligt og livsfarligt for mine børn. Det viser endnu en gang, at eksmanden sparer et helt forkert sted. Han risikerer mine børns liv for at spare de sølle 100-200 kroner, der skal til for at sikre mine børns tryghed i trafikken.

Økonomisk vold og trøstesløshed
Når jeg ser tilbage, er jeg ikke i tvivl om, at min eksmand kæmpede for børnene for at få mig i knæ rent økonomisk. I al den tid, hvor jeg var alene med fire små børn, havde vi en aftale om ikke at kræve børnebidrag af hinanden, hvis vi ikke havde job.

Jeg søgte aldrig om børnebidrag for mine børn for ikke at sætte ham i gæld. Han ansøgte imidlertid om børnebidrag samme dag, som han ændrede bopæl på drengene. Dengang var jeg under uddannelse. Jeg manglede to års studier, men var forpligtet til at betale børnebidraget. Det gav mig en offentlig gæld på over 100.000 kr.

Derfor har det haft store konsekvenser for mig at gå fra min voldelige mand: Jeg har mistet kontakten til mine børn, jeg har opbygget en uoverskuelig gæld, og jeg er vidne til mine børns mistrivsel, uden at jeg på nogen måde kan gribe ind.

Det æder mig indefra.

Min datter holder mig oppe
Det eneste, der holder mig oppe, er min datter. Jeg skal være der for hende, og jeg skal kunne trøste hende, når hun savner sine brødre. Jeg skal give hende livsglæde.

I perioder har jeg det virkelig dårligt. Det er især, når jeg hører, at mine drenge er i problemer igen og igen. Alle påstande om, at vi i det danske samfund støtter de svageste, har vist sig at være tomme påstande.

Samfundet vendte ryggen til mig som voldsramtkvinde og bekymret mor, men værst af alt, har samfundet vendt mine drenge ryggen. De er vokset op med en voldelig, truende og manipulerende far. Hans voldelige udbrud, trusler og løgne er blevet deres hverdag.

Jeg ved snart ikke, hvordan skal jeg holde håbet i live.

'Den ulykkelige mor' vil gerne være anonym, og derfor fremgår hendes navn ikke.