Artikler om økonomisk vold

Psykolog Anne-Cathrine Blegvad fortæller her om, hvordan økonomisk vold også eksisterer i Whiskybæltet.

SKYGGELIVET BAG DEN POLEREDE FACADE


Det er ikke kun i det sociale boligbyggeri, at kvinder - og mænd – er udsat for psykisk partnervold. Overgrebene finder sted i alle samfundslag - også i de smukke, hvide palævillaer med sortglaceret tegltag og udsigt over Øresund


Af Anne-Mette Barfod


Hvis du har prøvet at køre en søndagstur op langs Strandvejen med kurs mod Helsingør, har du helt sikkert bemærket de mange, smukke og pompøse rigmandvillaer, der stolt nyder udsigten over Øresund. En solvejrsdag ånder alt fred og idyl, men til trods for de smukke omgivelser, sildebensparket og livet på 1. klasse er der ikke glæde, kærlighed og varme i alle de skønne hjem. Også i Whiskybælter oplever kvinder – og mænd – psykisk og økonomisk partnervold.


Anne-Cathrine Blegvad er psykolog med praksis i Charlottenlund, og hun har haft upperclass-par i terapi, hvor den ene partner har udsat den anden for psykisk vold:


”Jeg får hurtigt en fornemmelse af, om der er noget helt galt i relationen. Det kan være, at den ene partner er meget tavs, mens det er den anden, der fører ordet med stor selvtillid. Denne ulighed kan være et tegn på, at der er tale om et psykisk voldeligt forhold. Den voldelige partner kan være charmerende, mens den voldsudsatte partner bliver manipuleret, kritiseret og måske endda truet.”


Den narcissistiske karrieremand
Undersøgelser viser, at narcissister og psykopater har en evne til at nå til tops i erhvervslivet, og i sin praksis møder Anne-Cathrine Blegvad par, som ved første øjekast tager sig godt ud. Først når hun i terapien går et spadestik dybere, viser det sig, at problemerne ulmer lige under den blankpolerede overflade. Det har på et tidspunkt resulteret i, at hun selv er blevet trukket ind i konflikten, fordi den psykisk voldelige partner har vendt sin vrede mod hende verbalt:

”På den måde har jeg selv som professionel oplevet at få overtrådt mine grænser og blive trængt op i en krog. En narcissistisk partner er ikke kun grænseoverskridende og devaluerende overfor sin kæreste eller ægtefælle, men kan også være det overfor psykologen i parterapi. Til sidst så jeg mig nødsaget til at stoppe terapien, fordi hans personlighed ganske enkelt var ubehagelig.”


Problemet er ifølge Anne-Cathrine Blegvad, at en psykisk voldelig partner ikke tager ansvar for sine egne handlinger. I stedet vender han – eller hun – sin vrede mod omgivelserne, og det er det, der gør det så barskt, at være tæt på en narcissist:


”Vi møder narcissister i mange sammenhænge - både i parforholdet, blandt venner, i omgangskredsen, i familien og på jobbet. Jeg har også klienter, som kommer, fordi deres mødre har narcissistiske træk og er grænseoverskridende. Det kan være moderen, der dybest set er jaloux på sin datter og derfor udsætter datteren for psykiske overgreb, kritik og nedladende kommentarer. Hvis du er vokset op med sådan en mor, kan det forfølge dig langt ind i voksenlivet.”


Økonomien spænder ben
Det er altid svært at komme ud af et psykisk voldeligt parforhold, men i rigmandskvartererne kan økonomien gøre det endnu sværere:


”Jeg har kvinder i terapi, som lever et overklasseliv i sus og dus med en stor bekendtskabskreds og dyre vaner. Disse kvinder risikerer at miste stort set alt, hvis de vælger at forlade deres psykisk voldelige mand. Hvis han har en topstilling eller er blevet rig på sin egen virksomhed, kan han besidde en meget stor økonomisk magt”, påpeger Anne-Cathrine Blegvad. Hun gør opmærksom på, at omgangskredsen i rigmandskvartererne ofte følger med den partner, der har en spækket tegnedreng:


”Det har noget at gøre med livsstilen. Et velhavende par har ofte et netværk af venner og bekendte, som samles om fælles interesser. Det kan være alt fra tennis til forretningsmiddage, dyre skiferier, vilde fester eller besøg på gourmetrestauranter. Hvis et par går fra hinanden, og konen oplever en social deroute, risikerer hun også at miste den fælles bekendtskabskreds. Ofte ved vennerne ikke, at hun er udsat for psykisk vold, fordi de ser en mand, der både er sjov, intelligent og charmerende. Derfor risikerer hun stille og roligt at glide ud af det gode selskab, hvorefter hun står meget alene.”


Farligt at tabe ansigt
”For en narcissistisk mand, der går op i succes, penge og hurtige biler, er det en forfærdelig oplevelse at blive forladt af konen. Han taber ansigt. Det rammer hans selvbillede, hvilket kan gøre ham direkte hævngerrig”, påpeger Anne-Cathrine Blegvad.


”Ofte har disse karrieremænd sikret sig selv økonomisk gennem særeje og store pensioner, og hvis hustruen beslutter sig for at gå, kan denne type mand få hede drømme om hævn. Hævnen kan han blandt andet få ved at udsulte og udslette kvinden økonomisk. Det sker i praksis ved, at han via sit netværk finder de bedste og dyreste advokater, som han kan pudse på konen. Derpå starter han den ene retssag efter den anden.”


Ifølge Anne-Cathrine Blegvad kan de dyre advokater ruinere kvinden, som ganske enkelt ikke har økonomi til at forsvare sig:


”På den måde har jeg oplevet klienter, som har været på en stor rutchebanetur direkte ned mod den økonomiske afgrund, fordi de har valgt at forlade en psykisk voldelig overklassemand.”


Kampen om børnene
Selv om det er barsk at stå alene uden en krone på lommen og med dyre advokatregninger, bliver situationen ifølge Anne-Cathrine Blegvad ikke bedre af, at manden samtidig har råd til at tilbyde børnene en attraktiv bolig, det nyeste computergrej, luksusrejser, mærkevaretøj og forkælelse:


”I den situation opstår der en materiel konkurrence om børnene, som moderen er dømt til at tabe sammen med de mange retssager.”


Ifølge Anne-Cathrine Blegvad er den psykiske vold på mange måder den samme i alle samfundslag, men blandt hendes klienter er der kvinder, som bliver stigmatiseret, fordi de bliver meldt ud af omgangskredsen og fællesskabet på en helt anden måde, end tilfældet er i mindre velhavende kvarterer.


”Det kan være utroligt ubehageligt på den måde at miste hele sit liv og sin identitet, og det gør det til en meget svær beslutning at forlade sin psykisk voldelige partner. Der er meget på spil. Du forlader måske en mand, der ser dejlig ud, et liv i luksus og et klædeskab fyldt med lækkert tøj”, påpeger Anne-Cathrine Blegvad. Hun gør opmærksom på, at kærlighed og venskaber ikke altid hviler på sunde værdier. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis vennerne går mere op i luksus end i nærvær:


”Det er en tom følelse at stå tilbage alene efter bruddet med en psykisk voldelig partner. Skammen og ensomheden i forbindelse med psykisk vold er den samme, uanset om du er i Whiskybæltet eller andre steder i landet. Psykisk vold diskriminerer ikke.”



Ifølge psykolog Anne-Cathrine Blegvad er den psykiske vold på mange måder den samme i alle samfundslag, men blandt hendes klienter er der kvinder, som bliver stigmatiseret, fordi de bliver meldt ud af omgangskredsen og fællesskabet på en helt anden måde, end tilfældet er i mindre velhavende kvarterer.


Jeg har kvinder i terapi, som lever et overklasseliv i sus og dus med en stor bekendtskabskreds og dyre vaner. Disse kvinder risikerer at miste stort set alt, hvis de vælger at forlade deres psykisk voldelige mand. Hvis han har en topstilling eller er blevet rig på sin egen virksomhed, kan han besidde en meget stor økonomisk magt.


Psykolog Anne-Cathrine Blegvad